Bibliotekskatalogisering finansieres gennem katalogiseringsbidraget og
forbindes normalt med det særlige registreringsarbejde der finder sted af
hensyn til bibliotekerne. En stor del af produktet udgøres imidlertid af andre
aktiviteter og nedenfor gives en samlet fremstilling af de enkelte elementer i
bibliotekskatalogisering.
Opsøgende arbejde
Vi følger med i hvad der udkommer af nye titler og har også en del flere
titler mellem hænderne end den mængde, der ender med at blive
bibliotekskatalogiseret. På bogområdet har vi aftaler med de fleste forlag og
med pligtafleveringsbibliotekerne om at vi får tilsendt titlerne. Dette
suppleres med opsøgende arbejde, bl.a. ud fra henvendelser fra bibliotekerne.
Når det gælder musik og noder laver vi en ganske betydelig opsøgende indsats
for at sikre at vi får det bredest mulige grundlag for udvælgelsen til
bibliotekskatalogiseringen. Vi ser mere end 10.000 CD’er årligt, hvoraf vi
udvælger ca. 3.400 til bibliotekskatalogisering.
Fra årsskiftet 2007-2008 foretager vi også opsøgende arbejde i forhold til
producenter/rettighedshavere af film og multimedia. Her er der en særlig
problemstilling vedrørende rettigheder og derfor handler det om at opnå
tilsagn om at titlerne kan anvendes i bibliotekssammenhæng. DBC laver aftaler
med rettighedshaverne om synliggørelse af de titler i
bibliotekskatalogiseringen, som rettighedshaverne ønsker at gøre til genstand
for biblioteksbrug. Det enkelte biblioteks leverandør skal fortsat have en
aftale med rettighedshaverne for at kunne levere titlerne.
Der er naturligvis en del praktisk arbejde knyttet til modtagelse og
returnering af titler, der er indgået i selektionsgrundlaget.
Materialevalg
Indtil årsskiftet 2007-2008 sker der ud fra en gennemgang af
selektionsgrundlaget en udvælgelse til seddelfortegnelserne: A/H, G, M, AV
samt folkeskolens grundfortegnelse.
Fra de trykte seddelfortegnelsers ophør ved årsskiftet 2007-2008 sker
udvælgelsen ikke til en specifik fortegnelse, men til den samlede mængde af
materialer, som er vurderet til at være af særlig biblioteksrelevans og dermed
også til understøttelse af Kombileverancer
.
De titler, der udvælges til bibliotekskatalogisering, vurderes og afmærkes
også i forhold til målgrupper, f.eks. børn/voksen og alle biblioteker/større
biblioteker.
Fra årsskiftet 2007-2008 knyttes begrundelser for at musiktitler er medtaget i
bibliotekskatalogiseringen til titler, som vi ikke har fundet anmeldelser til.
KVIK-titler
For bøgers vedkommende sker en udvælgelse af titler, som f.eks. ud fra
medieomtale skønnes særligt væsentlige for bibliotekerne at kunne formidle
hurtigt til brugerne. Udvælgelsen danner basis for en dag til dag, fuldstændig
registrering af disse titler. Årligt registreres ca. 600 titler ekstra hurtigt.
De udvalgte titler registreres med særligt henblik på bibliotekernes behov.
Registreringen kan finde sted fra grunden, hvilket vil være tilfældet hvis en
titel ikke er optaget i Nationalbibliografien, eller som en udbygning af en
nationalbibliografisk registrering. I alt rummer ca. 54.000 poster årligt
bibliotekskatalogiseringsdata.
I 2007 og 2008 gennemføres et projekt, som har til formål – materialetype for
materialetype - at vurdere behovet for ændringer i måden vi registrerer på.
Til grund for vurderingen lægges parametre som slutbrugerorientering og
genbrugsmuligheder i dataskabelsen.
Foreløbig registrering
Bøger registreres foreløbigt på faustnummmer, ISBN og titel samme dag som de
modtages med den såkaldte accessionsregistrering. Dette sker bl.a. for at
bibliotekerne hurtigst muligt kan have en post som basis for elektronisk
materialevalg og -bestilling. Årligt oprettes ca. 16.000 foreløbige
registreringer.
Berigelse af nationalbibliografi
Når en titel udvælges til bibliotekskatalogisering, sker en berigelse af den
nationalbibliografiske registrering med bl.a. noter og emneord for følgende
materialetyper:
· Bøger i Dansk Bogfortegnelse
· Danske bøger og boglignende publikationer på nettet
· CD’er i Danske Musikoptagelser
· Lydbøger i Danske Lydoptagelser
· Film i Dansk Billedfortegnelse
· Bøger til download
· Film til download
Grundregistrering
Følgende materialetyper, som er udvalgt til bibliotekskatalogisering,
registreres fra grunden:
· Udenlandsk musik
· Noder
· Danske bøger, ikke i Dansk Bogfortegnelse
· Bøger til download, ikke i Dansk Bogfortegnelse
· Film til download, ikke i Dansk Billedfortegnelse
Projektorienteret registrering
I denne kategori findes pt. to typer af registreringsarbejde, der sker ud fra
den overordnede betragtning at registreringsarbejdet er relevant i forhold til
bibliotekernes behov:
a) registreringer, hvor en nationalbibliografisk registrering synes relevant,
men hvor materialerne pt. ikke er omfattet af Nationalbibliografiaftalen:
· Emnepakker, netressourcer
· Artikler i rene nettidsskrifter
· Links til netversion af artikler
b) registreringer til understøttelse af konkrete projekter i bibliotekerne,
f.eks:
· Downlaan
Supplerende information
Siden februar 2006 er der knyttet anmeldelsescitater og ratings til
musiktitler. Fra årsskiftet 2007-2008 knyttes ligeledes ratings til andre
materialetyper. Også fra årskiftet 2007-2008 linkes fra musiktitler til
udøvernes profiler i MySpace.
Vedligeholdelse af registreringer
Der sker løbende rettelser af registreringerne som følge af f.eks.
indholdsmæssig vedligeholdelse (samhørende-noter mv.), beslutninger om
formatændringer, registreringspraksisændringer mv. Årligt ajourføres ca. 9.000
registreringer.
DBC leverer data af høj kvalitet og konsistens. Derfor er arbejdet med
fastlæggelse og dokumentation af bibliografisk standardisering samt
udfyldelsen af disse rammer med en DBC-praksis af stor betydning. Heri indgår:
· Fastlæggelse, vedligeholdelse og dokumentation af DBC’s registreringspraksis
· Fastlæggelse og vedligeholdelse af DBC’s emneordssystem
· Vedligeholdelse af DBC’s indekseringsvejledning
· Deltagelse i bibliografisk standardisering
DBC modtager og besvarer mange henvendelser vedrørende registrering. Det kan
dreje sig om spørgsmål til konkrete registreringer eller om mere principielle
spørgsmål.
En effektiv bibliotekskatalogisering kræver en produktionsinfrastruktur, som
skal driftes og løbende udvikles til at understøtte optimale arbejdsgange.
Den høje datakvalitet forudsætter professionelle medarbejdere med stærke
katalogiserings- og klassifikationskompetencer, og der ligger en betydelig
indsats i kompetenceopbygningen hos nye medarbejdere og i
kompetencevedligeholdelsen.